Lykken er sne og slædehunde

LIVSDRØM: Karina Andreasen har forladt Danmark for at udleve sin drøm
Af Rune F. B. Kristensen

JÄRPEN: Det er midt på formiddagen, vejret er klart, og det fryser otte grader. Udenfor ligger en halv meter nyfalden sne, da Fyens Stiftstidende taler med Karina Andreasen.
Den i dag 36-årige vestfynbo er opvokset på Assensegnen, boede en periode på Sjælland, men er for nylig, sammen med sin 26-årige kæreste Rasmus, flyttet til den lille svenske landsby Järpen, der ligger i området Jämtland i den centrale del af vores store naboland mod nord. Alt dette for at udleve drømmen, der har forfulgt hende i årevis. Drømmen om slædehunde, sne og de store vidder.
- Hjemme iDanmark boede vi i et "normalt" hus og havde hver vores karriere. Men det var simpelt ikke det, vi ville, fortæller Karina Andreasen.
Noget meget større
Nu har de byttet det danske murstenshus med en "Pippi Langstrømpe"-træhytte, og Karinas egen karriere er lagt på hylden.
- Jeg arbejder ikke, men bruger i stedet tiden på hundene. Nu er det kun Rasmus, der arbejder, så vi må klare os på en indtægt, siger hun.
- Om du bliver rig af slædekørsel og hundeopdræt? Nej, det er en livsstil, hvor du vælger store biler, guld og grønne skove fra, men til gengæld får du noget andet, som jeg synes er meget større, fortæller Karina.
Fascinationen af slædehunde er ikke af nyere dato.
- Jeg er opvokset med Samojeder (den mest velkendte slædehunderace i Danmark, red.) i mit barndomshjem, og det er nok der, interessen stammer fra, fortæller hun.
I dag er det racen "malamut", Karina har kastet sig over. Malamutten er en langdistancehund kendt for sin udholdenhed.
- De løber 10-12 kilometer i timen over en 30-40 kilometer, fortæller Karina.
Ud over at bruge så meget tid som muligt på at begive sig rundt i det svenske vinterlandskab på slæde, opdrætter Karina og Rasmus også selv hvalpe.
- Planen er, at vi skal opdrætte et kuld om året, for så bliver der naturlig udskiftning i gruppen på i alt 12 hunde. Nogle ryger ud på grund af alderen, og nogle nye kommer så ind, forklarer hun.
Er I rablende gale?
Karina ved godt, at hun har valgt en vej i livet, som mange finder en smule besynderlig. For eksempel når hun fortæller, at hun ikke regner med nogensinde at ville have børn.
- Jeg har hundene, siger hun om den beslutning.

- Folks reaktioner er meget forskellige og spænder lige fra "nej, hvor spændende" til "er I rablende gale". Men jeg bekymrer mig ikke så meget om, hvad andre mener. For mig er det her det rigtige, siger hun med en overbevisning, der ikke efterlader tvivl om, at hun mener det.
- Man skal tage de chancer, der byder sig i livet, ellers spilder man det, siger hun og tilføjer:
- Det handler også om, at når jeg bliver gammel, vil jeg sætte mig tilbage og sige, at jeg brugte livet på det, jeg havde lyst til. Det synes jeg, alle mennesker bør tænke over, uanset hvilke forskellige drømme man nu har.
Karina skal ud og se til hundene, da vi tager afsked.
Termometeret står stadig på minus otte.
- Det er ikke specielt koldt. I december og januar får vi helt ned til minus 25 eller minus 30, oplyser Karina, inden vi siger farvel.